Af erhvervspsykolog Søren Braskov

Under krigen i Ukraine er der i verdenspressen gået et billede rundt af en ukrainsk oligark. Han er kendt som ven og støtte til Putin og er nu taget til fange af det ukrainske militær. Denne, tidligere magtfulde mand, var fotograferet siddende, med et udslukt udtryk i ansigtet, rodet hår og i en alt for stor uniform. Han fremstod både ynkelig og magteløs. Der findes helt sikkert mange andre billeder af den samme mand, hvor han fremstår selvsikker og magtfuld. Nu har det ukrainske militær og regeringen imidlertid ønsket at de-autorisere ham for at demonstrere, at han ingen magt har længere.

Ovennævnte eksempel illustrerer, at man med nogle relativt enkle midler (for stort tøj, siddende ned, udslukt udtryk, rodet hår) kan tage magten ud af selv en meget magtfuld mand. Med oliarken orkestreres de-autorisationen bevidst og demonstrativt. Her er det ikke ham selv, men andre (= militæret), der sætter scenen.

Det ikke er entydigt, hvad der autoriserer eller de-autoriserer, men der er dog generelt handlinger og adfærd, som de fleste kan blive enige om er autoriserende eller de-autoriserende. Se nedenstående autorisationskvadrant[1]:

At autorisere sig selv og andre

Som et eksempel på hvordan man kan autorisere andre (øverste venstre hjørne i kvadranten) kan nævnes ”anerkendende input”. Alle har oplevet på egen krop, hvordan anerkendende input opleves autoriserende. Eller blot dette at man vitterligt lytter aktivt (med øjne, øre og kropsattitude). Som modtager føles det godt og i denne kontekst vil man sige, at man bliver autoriseret af den anden.

Modsat kan man også de-autorisere andre (øverste højre hjørne). En adfærd kan her være at ”vende øjne”. Det ligger dybt nedlejret, at man med den adfærd ikke har meget til overs for den anden part. Det at vende øjne kan være både en bevidst og en ubevidst adfærd. Om det er det ene eller det andet, virker det lige de-autoriserende på modtager.

Et andet eksempel kan være upassende afbrydelser. Blot små upassende afbrydelser, som lige at hviske noget til sidemanden kan opleves de-autoriserende. Er det en meget voldsom afbrydelse påvirkes man selvfølgelig endnu mere, som for eksempel hvis man er ved at fremlægge noget vigtigt og ens leder pludselig afbryder og tager over. Her vil vedkommende selv (og nok også tilhørerne) måske sige… ”der fik jeg lige trukket bukserne af”, som en metafor for, hvor ”de-autoriserende” en sådan adfærd fra en anden kan opleves.

Men man er (heldigvis) ikke kun overladt til, hvad andre gør mod en. Man kan både autorisere sig selv (nederste venstre hjørne), såvel som man kan de-autorisere sig selv (nederste højre hjørne). Man kan autorisere sig selv ved for eksempel at være velforberedt. Det føles godt at være godt forberedt. Vi ranker ryggen, når vi er godt forberedt. Eller man kan autorisere sig selv ved at give en god kontakt. Turde være til stede og tale roligt. Omvendt kan vi også de-autorisere os selv ved for eksempel at komme for sent.

Barack Obama blev ved en lejlighed spurt, ”hvorfor er du altid så rolig til møder?” hvortil han svarede: ”det er fordi jeg altid sørger for at komme i god tid før mødet begynder”. Han var bevidst om, at han ville kunne de-autorisere sig selv ved alene det at komme for sent til et møde, selvom han formodentlig var den mest magtfulde person til mødet. Der er i kvadrantmodellen givet andre eksempler, som man kan lade sig inspirere af.

Autorisationsdynamikker i organisationen

Jeg ser ofte samme autorisationsdynamikker udspille sig på arbejdspladser. Her udspiller det sig subtilt eller ubevidst men på alle niveauer og i mange forskellige sammenhænge. Jeg ser ledere og medarbejdere, der autoriserer både sig selv og andre. Og jeg ser også det modsatte, at nogen de-autorisere sig selv eller andre.

Jeg bruger autorisationskvadranten både i mit arbejde med ledergrupper og i medarbejdergrupper. Den kan komme i brug, hvor der et ønske om generelt at forbedre det psykiske arbejdsmiljø, eller hvor arbejdsmiljøet har været præget af konflikter, mistillid og manglende engagement.

Autorisationskvadranten er både let forståelig og nem at arbejde med. Den højner bevidstheden om, hvornår og hvordan man autoriserer eller de-autoriserer sig selv og andre. Autorisationskvadranten kan bruges på individ niveau eller i grupper i en organisation og bevidstgør den enkelte eller gruppen, om hvordan man – bevidst eller ubevidst – autoriserer eller de-autoriserer sig selv og andre.

Et eksempel på selvautorisation

Jeg arbejdede fornyeligt med en leder, som oplevede, at han havde det svært ved at opretholde autoriten overfor sin medarbejdergruppe, som bestod af meget kompetente fagfæller. Han beskrev, hvordan han ofte kom til at give meget hurtige præsentationer (for at få den overstået) efterfulgt af en rungende tavshed eller ikke-konstruktiv dialog i gruppen.

Jeg hjalp ham med at arbejde mere målrettet med sin forberedelse og ikke mindst hans præsentation i forhold til, hvilken respons han ønskede. I stedet for hurtigt at komme igennem oplægget begyndte han at give det meget mere tid. Han talte langsommere. Han tog små pauser og trak vejret. Han brød fremlæggelsen op i mindre bidder og bad undervejs nogle af deltagerne samle op på, hvad de havde hørt ham fremlægge. Han kunne sige: ”Kurt – vil du med din ord give en opsamling på det, som jeg lige har præsenteret”.  Det svære i den proces er, at det ikke bliver til en overhøring, men derimod til proces, hvor han autoriserer sig selv og giver tid til, at alle hører og forstår, hvad han fremlægger.

I et eksempel som ovenstående er det de-autoriserende og no-go, hvis lederen til medarbejderen siger, ”… du har nok ikke fået fat i det hele, kan jeg høre…” eller: “Nej, her har du ikke hørt, hvad jeg har sagt.” I stedet for kunne han sige (hvis han ikke oplevede sig forstået): ”Tak for tilbagemeldingen, og lad mig lige uddybe at…. ” eller ”Jeg tror ikke, at jeg har fået mig udtrykt helt præcist, så jeg prøver lige igen.”

Alene den intervention at få korte opsamlinger på, hvad han fremlagde, havde en mærkbar effekt på ham selv. Han autoriserede sig selv ved at tage sig selv mere alvorlig. En positiv sidegevinst var, at medarbejderne vitterligt blev nødt til at forstå hans perspektiv, før de gik i dialog med hinanden og ham. Og ikke overraskende oplevede lederen, at de enkelte i medarbejdergruppen ofte slet ikke havde hørt eller helt forstået den problematik, som han fremlage. Ofte havde de hver især allerede på forhånd mere eller mindre blot forfægtet egne interesser eller gamle kæpheste.  Lederens selv-autoriserende adfærd skubbede til gruppens dialoger, så de blev langt mere konstruktive og fokuserede på indhold og muligt outcome.

En medarbejdergruppe arbejder med autorisationskvadranten

I en anden sammenhæng arbejdede jeg med et større sekretariat, hvor autorisationskvadranten blev introduceret som et værktøj til at forbedre det psykiske arbejdsmiljø. Jeg brugte autorisationskvadranten til at undersøge, hvad både ledere og medarbejdere oplevede som enten autoriserende eller de-autoriserende adfærd. Her er det vigtigt at bemærke, at det ikke er entydigt, hvad den enkelte medarbejder eller leder oplever som autoriserende eller de-autoriserende.

Et eksempel herpå er, at nogen vil opleve det som de-autoriserende, hvis andre har mobiltelefon liggende foran sig på mødebordet.  Andre kan have en anden oplevelse og tænker på mobiltelefonen som et redskab til tage noter med (og måske lige checke en hurtig mail) uden at vedkommende selv oplever adfærden de-autoriserende. Der er således ikke entydigt hvad, der autoriserer eller de-autoriserer, men med mobileksempelet i tankerne, vil det være hjælpsomt for arbejdsmiljøet og det indbyrdes samarbejde, at man får en dialog om, hvad der er hensigtsmæssigt autoriserende adfærd. Ingen burde (må man gå ud fra) have intentioner om at de-autorisere hinanden, hverken leder til medarbejdere, eller medarbejder til leder eller medarbejderne imellem.

Heri er jeg helt enig. Hvis du er af samme opfattelse, så har du hermed et anvendeligt værktøj, som du kan begynde at anvende allerede i dag.

[1] Autorisationskvadranten er inspireret af IMD professor Ben Bryan, som på kurser har italesat dynamikken omkring autorisation eller de-autorisation