Hjælp til APV og trivselsundersøgelse

For nyligt mødte jeg en læge, der overvejede at sælge sin praksis. I stedet ville hun udbyde sig selv som vikar.

Hendes udtalelse fik mig til at spærre øjnene op, for hendes beslutning handlede tydeligvis ikke om, at hun ville skifte branche. Tværtimod ville hun gerne fortsætte sit virke som læge, men der var noget ved hendes nuværende arbejdsforhold, hun ikke brød sig om.

Lægen fortalte mig, at hun ville opgive sin praksis, fordi hun følte sig udbrændt. Hun elskede sit job og fandt det meningsfuldt – men hun kunne ikke holde til at drive sit eget lægehus meget længere. Hendes mange daglige opgaver og store ansvar betød, at hun oplevede et konstant arbejdspres.

En del af en tendens

Den pågældende læge er langt fra den eneste i sin branche, der i disse år føler sig presset over evne og efterfølgende bliver stresset eller udbrændt.

For selvom vi hyppigt hører om pressede læger på landets sygehuse, så er udfordringerne også store i lægehusene, hvor de praktiserende læger ikke sjældent mærker symptomer på udbrændthed. Den tendens har jeg selv bemærket, når jeg med jævne mellemrum har samarbejdet med praktiserende læger om organisationsudvikling i klinikkerne.

Og mine observationer står ikke alene. Faktisk viste en undersøgelse¹ lavet af Praktiserende Lægers Landsorganisation, PLO, i 2019, at 21 procent af lægerne i landets lægehuse oplevede mistrivsel. Flere af de udbrændte læger kunne fortælle, at de særligt følte sig belastet af faktorer som omfanget af komplekse patientkontakter, mængden af udefrakommende administrative opgaver samt andelen af opgaver relateret til praksisdrift og risikoen for at lave fejl eller overse noget alvorligt.

Rapporten konkluderede derfor også, at lægerne generelt oplever, at de har for lidt tid til at løse deres opgaver – og det resulterer ofte i et fortravlet arbejdsmiljø, hvor de føler sig utilstrækkelige i deres forsøg på at være gode ledere og sikre faglig høj kvalitet. Fra stress-forskningen ved vi, at netop det er en farlig cocktail: Vi bliver stresset, når der er for stor afstand mellem de ressourcer, vi har til rådighed, og de krav, vi skal indfri.

Dén skævvridning bliver blot værre for hvert år i takt med, at det ledelsesmæssige ansvar vokser sig større, mens flere og mere komplekse patienthenvendelser betyder færre minutter til den enkelte. Samtidig efterlader også arbejdsbyrden fra administrative opgaver lægerne i en sårbar situation.

Et pres med konsekvenser

Når omkring hver femte praktiserende læge mistrives, har det selvsagt store konsekvenser for den enkelte læge. Men klinikkens mange patienter lider også under lægernes pres.

Det høje arbejdspres har fået mange klinikker til at lukke for patienttilgangen, og i 2018 betød det, at 7 ud af 10 klinikker på landsplan sagde nej tak til yderligere patienter. I flere landsdele var tallet endnu højere, og det går ud over den enkelte borger, der ikke længere har et frit lægevalg.

Men også personalet i den enkelte lægeklinik påvirkes af lægernes mistrivsel, hvor et fortravlet arbejdsmiljø påvirker hele teamet. Mange oplever, at samarbejdet bliver udfordret, konflikterne bliver hyppigere og antallet af fejl og mængden af ineffektivitet øges. Hele teamet præges af utryghed og usikkerhed, der kan afføde uhensigtsmæssige emotionelle reaktioner. Dette er bestemt ikke det typiske billede, men det er modsat heller ikke usædvanligt, at det sker.

Situationen er svær, men ikke håbløs

De praktiserende lægers arbejdsvilkår og mistrivsel kalder i min optik på samfundsmæssige løsninger, som kan dæmme op for dækningsproblemet – både nu og i fremtiden.

Politisk kan vi som samfund arbejde for at uddanne tilstrækkeligt mange læger, men også den enkelte læge har ansvar for at sikre forsvarlige rammevilkår ved at påvirke den samfundsmæssige udvikling. Det kan se ved at engagere sig fagligpolitisk i de sammenhænge, hvor det er muligt at påvirke udviklingen, ligesom engagement i fagfællesskaber uden for klinikken lokalt, regionalt eller nationalt kan styrke det faglige fællesskab og bidrage til en stærkere stemme i offentligheden.

Men ikke alene kan der gøres faglige indsatser på landsplan; der kan også gøres meget i det helt nære – i den enkelte praksis. Selvom jeg overalt oplever læger og personale, der gør en stor indsats for at få tingene til at hænge sammen, så kan ændringer i nogle strukturer være med til at lette hverdagen i de enkelte klinikker.

Det er også konklusionen i PLO-undersøgelsen fra 2019, hvor en række forhold blev fremhævet som positive for arbejdsglæden. Det gælder godt samarbejde med lægekolleger og personale, at der er tid nok til det daglige arbejde, at der er mulighed for at bruge sin lægefaglighed, at der er en oplevelse af selvbestemmelse til at præge sit arbejdsliv og arbejdsvilkår, og at der er mulighed for langvarige relationer til sine patienter. De konklusioner afføder mange mulige indsatsområder, og selvom det kan være svært at finde tid til at tilpasse ændringerne i en travl hverdag, så lønner det sig. Til sammen har indsatserne en stor positiv effekt på både den enkelte læge, medarbejder og patient.

PLO, Regionerne og DSR tilbyder alle ”værktøjskasser” til at arbejde med ledelse, trivsel og effektive organisatoriske tiltag i almen praksis, men også private aktører som os i HumanAct har meget at byde ind med.

Med mange års erfaring indenfor netop organisationsudvikling i lægeklinikker arbejder vi med metoder til udvikling og sikring af gode partnerskaber og måder at håndtere interne spændinger. Vi arbejder med gode strukturerede processer, der kan sikre god organisering, arbejdsglæde og en god bæredygtig dagligdag.

Referencer:

[1] ”Alment praktiserende lægers psykiske arbejdsmiljø og jobtilfredshed 2019” (pub. April 2020) udarbejdet af: Anette Fischer Pedersen og Peter Vedsted, Forskningsenheden for Almen Praksis i Aarhus, Aarhus Universitet.