Superwood fandt styrke i forskelligheden

Det kan ofte være en udfordring at få vidt forskellige personligheder til at arbejde frugtbart sammen – det gælder eksempelvis i en virksomhed som Superwood, hvor en lille medarbejdergruppe rummer både praktikere og specialister.

3fc0720952Forskelligheden er blevet en styrke hos Superwood, der udvikler og producerer bæredygtig træimprægnering. Virksomheden, der er et datterselskab i VKR Holding, beskæftiger 15 medarbejdere, hvor udviklingen er lagt i hænderne på nogle højtuddannede specialister, mens andre er dygtige operatører, der får maskineriet til at køre i dagligdagen.

”Det kræver sit at få så forskellige personligheder til at spille sammen. Derfor har vi fået lavet JTI-profiler på samtlige medarbejdere, som hjælper os til at forstå hinandens reaktionsmønstre,” forklarer Ole Dalsgård, der er direktør i Superwood.

Færre konflikter

Profilerne er udarbejdet af Pernille Frisch fra HumanAct, der har været tilknyttet Superwood siden 2005.

”Vi har ikke selv en HR-afdeling og dermed heller ikke nogen til at holde øje med de bløde ting. Derfor er det en stor fordel at have Pernille så tæt tilknyttet. Hun kender vores virksomhed og organisation, og alle her kender hende,” fortæller Ole Dalsgård. Han er ikke i tvivl om udbyttet ved at få kortlagt personlighederne i virksomheden.

”Vi får mere selvindsigt og derigennem også bedre mulighed for at forstå hinanden. Den enkelte medarbejder får en større bevidsthed om, hvor man adskiller sig fra andre, og hvorfor kollegaerne reagerer, som de gør. Det har vist sig at være rigtigt godt i forhold til at undgå konflikter i dagligdagen,” siger han

Fokus på trivsel

Samarbejdet med HumanAct startede for år tilbage, hvor der var akut behov for assistance, da en nøglemedarbejder gik ned med stress. Det var et symptom på, at arbejdsmiljøet ikke var et fokusområde – noget der siden har ændret sig radikalt i den lille midtjyske virksomhed.

”Vi er meget bedre til at forebygge frem for at lappe på problemerne, og vi er blevet bedre til at have fokus på trivsel. Her har HumanAct været med til at tydeliggøre, hvordan man kan arbejde med den slags ting. Vi er eksempelvis netop blevet arbejdsmiljøcertificeret, hvor vi har sat nogle mål op for vores arbejdsmiljø – blandt andet skal alle medarbejdere have mulighed for en månedlig samtale, hvor trivsel er på dagsordenen,” fortæller direktøren.

En kompetent sparringspartner

Den stressramte medarbejder er for længst tilbage i fulde omdrejninger i virksomheden, og samarbejdet med HumanAct er over tid blevet tættere og bredere. Således hjælper Pernille Frisch i dag Superwood med en række opgaver som eksempelvis rekruttering, coaching og personlig udvikling for medarbejderne.

”Hun har nogle kompetencer og efterhånden også et indgående kendskab til virksomheden, vel at mærke uden at have fingrene i maskineriet eller sidde med ved frokostbordet. Havde vi haft vores egen HR-medarbejder, kunne vedkommende lige så godt være en del af problemet,” siger Ole Dalsgård, der også selv nyder godt af den store viden om, hvordan mennesker agerer og reagerer i en organisation:

”Vi har fået opbygget en tillid og har et rigtigt godt, konstruktivt samarbejde, hvor jeg bruger hende som sparringspartner på alle de felter, der har med medarbejderne at gøre. Som direktør i en virksomhed af vores størrelse sidder man ofte alene med beslutningerne, og her er det værdifuldt at kunne drøfte tingene med en, der har et anderledes fokus end mig selv.”